Gode råd ved indflytningen.
- Tag de møbler med, som du er mest glad for. Der skal være plads til at komme omkring, så pas på ikke at stille for mange møbler ind i din bolig.
- Overvej en ekstra gang om du vil have gulvtæpper. Gulvtæpper gør det vanskeligt at komme omkring med kørestol eller rollator. Alle tæpper skal fastgøres med tæppetape, så der ikke er løse ender.
- Sørg for god belysning, og at alle ledninger fastgøres.
- Du skal selv tilmelde dig til og betale tv-licens, telefonregning og forsikringer. Ægtefæller der har hver deres bolig, skal ikke betale dobbelt licens eller forsikring, men selskaberne skal informeres.
- Vores servicemedarbejder sørger for at tilmelde dig til elselskabet og aflæse din elmåler.
- Husk at afmelde din gamle adresse.
- Det er en god idé at flytte ind på en hverdag. Derudover er det en god idé ikke at ankomme omkring frokosttid, her er der mange mennesker på gange og i elevatorer.
Specielt hvis du har lidt problemer med hukommelsen, er det rigtigt godt at indrette boligen så den ligner din nuværende bolig så meget som muligt.
- Medbring billeder, familieportrætter og pyntegenstande.
- Medbring dine møbler, eksempelvis spisestue og hyggekrog.
- Placer møbler, billeder og pynt som de plejer at stå i forhold til hinanden.
- Derudover er det også vigtigt for personalet, at vi får et godt kendskab til dig og din livshistorie. Måske kan du få hjælp af familie eller venner.
Lav gerne et personligt fotoalbum, meget gerne med tekst til billederne.
Udfyld hæftet ”Mit Livs Historie”, som du får udleveret ved indflytning.
Det kan være en god idé at have en lille opslagstavle, som du kan sætte postkort og foto på. Måske har du familie og venner som kan hjælpe med at tage billeder når I er sammen?