Pårørende og samarbejde
Vi lægger vægt på, at pårørende føler sig velkomne på Ældrecentret Nygårds Plads, og at man som pårørende, i det omfang man kan, bidrager til at gøre hverdagen på centret til en aktiv og god hverdag.
Samarbejde med pårørende
At skabe en god relation og et godt samarbejde med jer er en væsentlig del af vores arbejde, idet vi ved, at I har en særlig viden om det levede liv. Det har stor betydning for vores forståelse af beboerne og dermed vores mulighed for at under-støtte ”det gode ældre-liv”.
Vi inviterer jer derfor til en samtale i forbindelse med indflytningen, hvor vi lærer hinanden at kende.
Vi ønsker at I som pårørende, og i det omfang I kan, bidrager til, at hverdagen på Ældrecentret Nygårds Plads opleves meningsfuld, sammenhængende og indholdsrig. Det kan I blandt andet gøre ved at deltage i vores aktiviteter og arrangementer. I elevatorerne og vores beboerblad kan I finde en oversigt over arrangementerne. På infoskærmene omkring i huset, kan I se dagens menu, og hvad der sker i de kommende dage.
Hvis vejret er godt, kan I også gå en lille tur i vores haver. Vi har bestræbt os på at gøre dem ældrevenlige med smukke og velduftende blomster og krydderurter.
I den fælles opholdsstue eller i stueetagen er I velkomne til at tage en tår kaffe.
Måske får beboerne en god ven eller veninde her på centret. Dem er I selvfølgelig altid velkommen til at inddrage i samværet, blot personalet får besked, hvis I går en tur.
For at udnytte vores fælles ressourcer bedst muligt har vi nogle ønsker til samarbejdet med jer.
- At I, så vidt muligt, støtter jeres pårørende i forbindelse med indflytning.
- At I opretholder familiemønstret, arrangerer samvær og inviterer jeres pårørende hjem, hvis I har mulighed for det.
- At I, sammen med jeres pårørende, løbende orienterer jer i de omdelte skriftlige materialer, på opslagstavlerne eller i Senioravisen.
- At I benytter muligheden for at deltage i forskellige aktiviteter og arrangementer på centret, sammen med jeres pårørende.
- At I, i det omfang I kan, hjælper jeres pårørende med praktiske opgaver som post, bank, indkøb af tøj og lignende.
- At I, så vidt muligt, ledsager jeres pårørende til frisør, læge, hospital og lignende.
- At I altid tager kontakt med os, hvis der skulle opstå problemstillinger eller usikkerhed. Vi har nemlig erfaring med, at mange problemstillinger ofte opstår på baggrund af forskellige perspektiver, hvilket ofte kan løses med en god drøftelse.
- At I husker at informere os, når I flytter, skifter telefonnummer privat eller på arbejdet, så vi altid kan få kontakt med jer.
Vi har et bruger/pårørenderåd på centret. Du kan læse mere under "Beboerindflydelse"
Indflytningen
Når en ny beboer flytter ind på Ældrecentret Nygårds Plads, bliver der tilknyttet to kontaktpersoner. Én vil være ansvarlig for de sygeplejefaglige behov, bl.a. medicinadministration og kontakten til den praktiserende læge, og én vil have den mere daglige kontakt til beboerne og jer.
Hvis I henvender jer med spørgsmål til andet personale end ovenstående, er det derfor ikke sikkert, at vi kan svare på alt, men vi kan tilbyde, at én af kontaktpersonerne ringer til jer, når hun/han kommer på arbejde.
Samtaler
Beboeren og I bliver tilbudt en indflytningssamtale. Her deltager kontaktpersonen med det sygeplejefaglige ansvar og en sygeplejerske.
Ved indflytningssamtalen drøftes, hvilke opgaver beboeren selv kan varetage af dagligdagens gøremål samt hvilke opgaver der er behov for støtte eller hjælp til. Ved samtalen aftales ligeledes i hvilke situationer I ønsker at blive kontaktet og i hvilket omfang I fremadrettet ønsker samtaler.
Indenfor 3 måneder tilbyder vi en opfølgningssamtale.
Afdelingslederen deltager enten i indflytnings- eller i opfølgningssamtalen.
Beboeren bliver tilbudt en samtale med aktivitetspersonalet samt centrets ergo-, og fysioterapeut ca. 1 måned efter indflytningen.
Ved samtalerne vil vi gerne fortælle om dagligdagen på centret og hvilke tilbud beboerne kan benytte sig af. Det er også her, at vi får talt om hvilke forventninger vi har i forhold til hinanden og hverdagstræning.
Min livshistorie
Det er vigtigt, at personalet får en grundig viden om den enkelte beboer, for at kunne tage individuelle hensyn i forhold til pleje, omsorg og aktiviteter. I forbindelse med indflytning på ældrecentret udleveres derfor en lille folder som vi kalder ”Min livshistorie”, hvor I kan fortælle om din pårørendes baggrund m.m. De fleste har brug for hjælp og støtte til at få udfyldt denne folder, vi håber derfor, at I vil hjælpe med dette.
Det kan være en rigtig god ide at lave en scrapbog, eller en collage med forskellige familiebilleder og postkort. Hvis der er navne på billederne, har vi noget godt at samtale ud fra. Det er rigtig dejligt for personalet at have noget at kunne snakke med beboerne ud fra, for så hjælpes minderne frem. Det kan også være dejligt for jer at snakke sammen om billederne, når I kommer på besøg.
Selvbestemmelse og tillid
At føle sig værdsat og at kunne bestemme over eget liv, har en stor betydning for tilliden til verden og giver livskvalitet. Selvbestemmelse handler om retten til at træffe beslutninger over eget liv, både i det store og i det små. Fra hvilke aktiviteter man ønsker at deltage i, til hvilke rutiner man ønsker for dagen.
Disse beslutninger har stor betydning, og vi vil derfor gøre alt for at støtte beboerne i deres ønsker og behov. Nogle beboere har behov for hjælp til at tage beslutninger og i de tilfælde vil vi række ud til jer. Vi vil dog altid, ud fra et fagligt perspektiv, og i et samarbejde med beboeren sørge for, den bedst mulige pleje og omsorg.
Hverdagstræning
Vi arbejder ud fra begrebet ”Hverdagstræning”, hvilket betyder, at vi støtter beboerne i at varetage alt det de selv kan magte, af dagligdagens opgaver – alt fra at dække bord til at støve af. Dette er en naturlig måde at vedligeholde og træne sine funktioner på og samtidig føle sig værdsat i fællesskabet.
Frivillige
Vi har en stor gruppe af frivillige, som hjælper os med at bringe oplevelser ind i hverdagen. De hjælper til ved større arrangementer, motion i hverdagen, en spon-tan cykeltur ud i det blå, bage pandekager på afdelingerne og mange andre ting.
Jævnligt får vi besøg af børn fra kommunens dagpleje. Vi får også besøg af dyre-passere med forskellige dyr, lige fra kameler, æsler, ponyer, kaniner, ugler og en grib.
Vi benytter Vågetjenesten fra Ældresagen. De tilbyder at våge i den sidste tid. De sidder ved beboere der ikke har et netværk, eller hvor I som pårørende har behov for en lille pause.