Praktiske oplysninger
Der er altid mange regler og oplysninger når man flytter hen et nyt sted.
Bankfunktion
Personalet går ikke i banken for dig. På centret er derfor indført et elektronisk pengesystem via Danske Bank. Dette er en ordning, så du kan hæve lidt penge , som du kan bruge i hverdagen. Det er ikke muligt at få betalt regninger eller anden hjælp fra administrationen.
Du kan hæve penge, eller sætte penge ind i hverdagene kl. 10.00 - 12.00.
Husdyr
Som beboer har du desværre ikke mulighed for at have hund eller kat, men dine pårørende er velkommen til at tage deres kæledyr med, når de besøger dig. Somme tider har vores personale en hund med på arbejde. Dette skaber en masse hygge blandt beboerne. Derudover får vi i perioder besøg af Trygfondens besøgshunde.
Rygning
Du og dine gæster må ryge i din egen bolig. Når personalet udfører arbejdsopgaver i din bolig, vil vi indtrængende henstille til, at du IKKE ryger. I røgfyldte boliger, kan personalet lufte ud inden arbejdet påbegyndes.
Du, dine pårørende og gæster er også velkomne til at ryge udendørs på de anviste steder. Se skiltning. Vi opfordre til, at der ikke forefindes lightergas i din bolig. Skal du have fyldt din lighter, kan dette gøres gratis i Serviceafdelingen.
Stearinlys i boligen
Desværre har vi oplevet nogle ildebrænde grundet levende stearinlys i boligerne. Vi opfordrer derfor stærkt til, at der indkøbes kunstige lys, hvis man ønsker hyggen i sin bolig. Hjælp med at passe på hinanden.
Brandalarm
Ved røgudvikling eller åben ild i boligen og på fællesarealerne vil der automatisk ske en alarmering til Brandvæsenet. Ved mindre brand kan slukningsmateriale benyttes. Slukningsmaterialet er placeret på fællesarealet på etagerne og på gangarealet i stueetagen.
Post
Breve og pakker bliver omdelt af pakkeposten og administrationen.
Husk at gøre din familie og venner opmærksom på dit bolignummer.
Lokalaviser kan du hente i stueetagen ved administrationen.
TV
Når du flytter ind er ”grundpakken” inkluderet i huslejen. Ønsker du at ændre til en større pakke, skal du selv kontakte YouSee. Differencen betales ikke via huslejen, men afregnes direkte med YouSee. Husk at opsige den eventuelle ændring ved fraflytning.
Digital post / e-Boks
Som udgangspunkt er man som borger ikke fritaget for e-post. Hvis du ønsker at blive fritaget, kan administrationen være behjælpelig med at søge om permanent fritagelse.
Indgangsdøre
Nøglen til din bolig kan benyttes til hoved- og bagindgangen.
Hoveddøren er åben fra kl. 6.45 – 15.30 i hverdagen.
Andre døre i huset er åbne fra 6.45 – 15.00 i hverdagene.
Lørdag kl. 8.00 – 14.00.
Søndag kl. 10.30 – 14.00.
Lørdag og søndag er bagindgangen lukket.
Har du besøgende som ikke har nøgle, kan de ringe på dørklokken. Her får de kontakt til personale, der kan åbne døren.
Boring m.m.
Der må bores og bankes i vægge og lofter i tidsrummet:
Mandag – fredag kl. 8.00 – 19.00
Lørdag kl. 8.00 – 16.00
Søndag og helligdage kl. 10.00 – 15.00
Du kan låne boremaskine af servicemedarbejderne.
Affald
Affaldsposer til køkkenaffald udleveres hver måned til samtlige boliger. For enden af hver gang på etagerne er der en affaldsskakt. Alt affald skal kommes i en lukket pose inden det puttes i skakten. Glas og skarpe genstande må ikke komme i affaldsskakten.
Derudover har vi affaldssortering i huset. Der er til formålet opstillet containere på parkeringspladsen i baggården. Se skilte på containerne.
Udlejning af lokaler
Du kan leje et lokale, hvis du f.eks. ønsker at holde fødselsdag. Det koster 300,- kr. at leje lokalet. Pengene går til gavn for centrets beboere. Derudover skal der betales et depositum på 300,- kr.
Henvendelse til personalet i administrationen. Forplejning aftales med køkkenet.
Tekniske problemer
I tilfælde af at der opstår pludselige tekniske problemer uden for serviceafdelingens normale arbejdstid – f.eks. strømsvigt, utæt vandrør o.lign. Tal med plejepersonalet - de ved, hvad der skal gøres.
Tilkald ALDRIG selv håndværkere.